Lidt over et år efter spillets udgivelse er min afhængighed større end nogensinde.

Man skulle tro, at man på et eller andet tidspunkt bliver træt af at spille det samme spil om, og om igen. Jeg burde vel egentlig have vidst bedre da jeg installerede World of Warcraft tilbage i februar 2005, eftersom jeg har haft en ret voldsom Counter-Strike afhængighed i en årrække, men efter 2 enormt fede betaer kunne jeg ikke holde fingrene væk. Den første afhængighedsfase varede til omkring juli, hvor jeg ramte lvl 60 og i jubelråb slettede hele min quest-log.

Derefter gik der ca. 4 måneder før jeg loggede ind på min konto igen. Jeg følte simpelthen ikke der var nogen point i at spille mere, eftersom jeg næsten udelukkende havde koncentreret mig om at grinde experience. High-end instances som Molten Core og Blackwing Lair virkede ufattelig langt væk fra hvad jeg var istand til og havde mulighed for, men da jeg tilfældigvis kom med i en dansk guild tilbage i november, vendte min lys stille og rolig tilbage. Idag er jeg så voldsomt afhængig igen; den står på Molten Core mindst en gang om ugen, Blackwing Lair venter lige om hjørnet, der er blevet råd til det dyre mount og min epic quest, en af højdepunkterne i en hunter's karriere, er netop blevet gennemført. "Se-mig-jeg-er-elite" mentaliteten er stille og roligt kommet tilbage, efter den antiklimatiske oplevelse af at nå lvl 60, føle sig som noget specielt og så opdage at 80% af serveren er i samme lvl, bare med langt bedre udstyr…

Som ægte WoW-nørd føler jeg mig nødsaget til at afslutte dagens (og sikkert månedens eneste) indlæg ved at flashe min Allakhazam-profil: BOOYA!