This is going to be in Danish.
Inden DR’s medielicens kunne danske borgere se DR’s programmer gratis (og lovligt) vha. en tuner i deres pc. Dette satte Brian Mikkelsen en stopper for i 2006, da han fremlagde et medieudspil, der lagde op til, at alle apparater, der kunne gengive lyd og billedprogrammer, skulle gøres licenspligtige. Dette blev bl.a. gjort for at fremtidssikre licensbegrebet, da planen var, at en væsentlig del af licensmidlerne fremover skulle bruges til at gøre indhold tilgængeligt over internettet. Medielicensen forpligtede dog ikke DR til at udvide deres serverkapacitet, og det lider vi nu, små fire år senere, under, hvilket jeg ville give et eksempel på i dette indlæg.
En lang række af DR’s programmer kan rigtig nok streames på dr.dk, men kvaliteten er så ringe, at det på ingen måde kan betale sig. Lad os tage et kig på “Det Nye Talkshow”. Streamer man programmet i såkaldt “høj kvalitet”, får man følgende:
“Det Nye Talkshow” streamet i “høj kvalitet”.
Ikke nok med at kvaliteten er skræmmende lav (478 x 359 pixels), så har DR sjovt nok også valgt at ændre formatforholdet til 4:3 ved at indsætte sorte bjælker (letterboxing), hvilket medfører at videoen set i fuld skærm på en widescreen-monitor vil være centreret med sorte bjælker hele vejen rundt. Det er ren dovenskab.
Jeg valgte tilfældigvis også at hente et afsnit af programmet via iTunes, hvor det også er tilgængeligt. Her er det downloadede resultat sjovt nok anderledes:
“Det Nye Talkshow” hentet fra iTunes. (Tryk for at se billede i fuld størrelse.)
Her er kvaliteten sjovt nok betydeligt bedre med en opløsning på 640 x 360 og det oprindelige formatforhold er bibeholdt. Én ting er at lægge en lavkvalitets-version op til streaming, en anden er samtidig at tilbyde en langt bedre version andetsteds uden at nævne det på programmets hjemmeside. Uanset er begge udgaver af så lav kvalitet, at medielicensen er en farce.
DR’s hykleri stopper dog ikke her. På hjemmesiden for DR’s HD-kanal står følgende:
“DR’s HD-kanal samsendes/streames ikke på dr.dk, da den desvære ikke kan udsendes på nettet i ægte HD-kvalitet.”
Hvilket naturligvis er klart, hvis man bruger licenspengene på Emmy-fester i stedet for nye servere.


